I dag har vi været rundt i mange timer i Paris og er rigtig trætte nu her ved 23.45 tiden. Vi startede dagen med at få shoppet færdigt i diverse stormagasiner, Printemps og Lafayette, men det er egentlig ikke fordi vi har købt noget særligt. Vejret var noget køligere hvilket gjorde dagen meget lettere end i går.
Efter stormagasinerne tog til 3. arrondissement for at se på Aurelies udstilling i Galerie Lacen. Det er nogle meget spændende ting Aurelie laver, men hun er åbenbart så etableret en kunstner at priserne også er over vores budget.Et billede ligger fra 6000€ og de større installationer såsom en hæklet lænestol op mod 9000€. Så der bliver nok ikke noget kunstkøb i denne omgang.
Eftermiddagen gik med en længere tur i Belleville, distriktet lige nord for os, hvor vi så mange små spændende gader med rigtige små hus og diminuative haver til, meget romantisk og i skærende kontrast til den mere slum-præget kvarter rundt omkring dem. Vi nåede igennem et jødisk, et marrokansk og et kinesisk kvarter på bare 10 minutters gang sidst på turen. Jeg synes dog stadig at vores kvarter, 10. arrondissement, er mere livligt og varieret på den fede måde. Belleville er stadig meget præget af socialt boligbyggeri og langt mellem de gode cafer og restauranter.
Til aften tog vi den traditionelle tur ind til Trocadeo pladsen for at se det oplyste Eiffeltårn om aftenen. Desværre var det regnvejr og koldt, så det blev en mere kort oplevelse end normalt. Tilgengæld oplevede vi at have næsten hele Trocadeopladsen for os selv - mens det styrtede allermest ned.
Det har været en meget varm dag i Paris hele dagen, og jo varmere og fugtigere det er i Paris, desto flere mennesker, biler, scootere, busser og duer virker det som om der er. Mens man er inde i et magasin eller på et museum glemmer man ligesom hvordan der er udenfor, men i det øjeblik man træder ud fra det klimatiserede område slår varmen, fugten og støjen ekstra hårdt. Her til aften udløste det varme vejr et mindre skybrud med stærke kastevinde og ikke mindst hagl så store som bolsjer. Vi opdagede først det haglede da det lød så mærkeligt udenfor og da jeg ville lukke vinduet fik jeg til mit store chok et hagl lige på kinden. Så var det ellers om at få alle vinduer og døre lukket i en fart. Nu bagefter er luften dejlig ren, klar og kølig og vejrudsigten for de næste dage viser faldende temperaturer. I dag fik vi gennemtravlet de vigtigste stormagasiner i Paris, uden dog at købe noget særligt, men det er et must når man er i Paris. Efter den del af dagen tog vi bussen til Jeu de Paume, som er et udstillingssted på Concorde pladsen. Vi havde fået udstillingen af den britiske fotograf Martin Parr anbefalet af Vincent. Det var en rigtig god udstilling i et overskueligt museum, passende til alle i familien og til de trætte og allerede hævede varme ben. Der var både fotos af Martin Parr og fra Martin Parrs private fotosamling af en lang række andre fotografer. Når man ser fotografier af en af de 20 medlemmer af Magnum fornemmer man stærkt Wim Wenders ord fra udstillingsbrochuren: "Et foto- eller filmapparat optager to veje, både det som kunsteren ser på og kunstneren selv". Martin Parr var tydeligt tilstede i alle hans fotografier. Men endnu mere spændende for os var at se, at de bedste af Simons fotografier havde kvaliteter der lå væsentlig over flere af de udstillede fotografier. Det er helt sikkert et talent som Simon skal udnytte fremover. Til aften cyklede Simon og jeg til Cinemathéque Francaise ved Quai de Bercy, et meget spændende område ved Seinen lige overfor Bibliotheque National Francaise's velkendte fire bogtårne på den anden side af Seinen. Selve museet var lille men spændende, selvom det så sent på aftenen var ved at være lidt dødt og lukket i filmhuset. Overalt i Paris var folk ude og på den store græsplæne foran Filmhuset picnique'de pariserne i stort tal. Ved 22-tiden tog vi hver en af de fantastiske Velib'er (de parisiske gratiscyker) og nåede hjem 1 min efter det begyndte at regne.
PS. Oliver og mig havde en super dejlig tur til Parc Asterix i går, hvor vi udnyttede hver eneste af de 480 minutter parken havde åben til det yderste. Samtlige større attraktioner blev prøvet, vi så det fantastiske show om Mona Lisa samt gallisk cirkus og Oliver blev fotograferet sammen med Majestix. Kl 18 kørte vi hjem trætte, men glade.
Dagene her i Paris flyver afsted og vi er ude fra tidlig morgen til sen aften. Nogen gange afbrudt af en hvilepause midt på eftermiddagen. Men det bliver temmelig sent inden der bliver fred og ro til at skrive på bloggen, og så er vi temmelig trætte når vi når dertil. Mandag gik med at udforske området her, som er ret nyt for os. Endnu en af fordelene ved at bo privat/bytte; man ser så meget andet af byen end lige turistkernen. Derudover tog vi også til et marked ved Porte de Montreuil, som dog mest var gammel ragelse eller dvd'er af ukendt oprindelse. Da vi kom hjem var der godt gang i festen (vi er blevet lidt usikre på om det kun var Bastillefest eller det også var noget par/bryllupsfest) som varede lige til kl. 7 morgen,- så vi var en smule trætte tirsdag morgen.
Men vi havde aftalt at vi ville spise vores morgenmad på toppen af Printemps, hvor vi ville have en fantastisk udsigt ud over byen og flyparaderne på bastilledagen. Vi fik en fornem plads og så det hele oppefra. Simon, Jakob og Oliver var om eftermiddagen ude og afprøve bycyklerne med en del forhindringer,- men det må Jakob selv forklare nærmere. Sent på eftermiddagen tog vi i Tuillerierne og nød Jazzkoncert.
Aftenen sluttede af på Champs Elysee, bl.a med vores årlige 'besøg' i Mega Virginstore. Dagen i dag har især Oliver set meget frem til. Det er nemlig dagen hvor han og Jakob skulle i Parc Asterix (det er næsten også gået hen og blevet en tradition). Simon valgte en 'film dag' med mig i stedet:) Så vi tog ind på Champs Elysee og var, kun adskilt af en frokost, i biffen 2 gange; Den første vi så er Woody Allens nyeste ' What ever works' og den sidste 'Public enemies'. Udvalget var naturligvis begrænset af film i vo (version originale). Vi var dog begge godt tilfredse med begge film. Oliver og Jakob er endnu ikke kommet hjem, så deres oplevelser i Asterix Land må vente.
Her til aften sidder vi i Vincents og Aurelie's meget specielle hus midt i Paris 10nde arrondissement. Hver gang vi opdager et eller andet specielt siger Simon "Det er fordi de er kunstnere" - og det er et meget specielt hjem - og de er kunstnere begge to.
Men den første del af ferien er forbi og vi forlod igen Lion-sur-Mer med vemod og med ønsket om at komme igen, men også med invitation til at komme igen! Simon og Oliver glædede sig til Paris, særligt Simon var ved at få ø-kuller, men måske skyldtes det også at vejret var fint, men ikke rigtig strand- og badevejr. Vi andre har stadig så meget 'spænding' i hverdagen at vi sagtens kan bruge en uge på ingenting, læse bøger, gå ture på stranden, køre til nærmeste by og se på et lille marked, afprøve oste, calvados, cidre, juice (de har helt urimeligt mange forskellige slags juice her i Frankrig).
Vi havde inviteret Jean-Jacques og Marie-Francoise på middag på en restaurant, men det var særlig svært at få på plads hvornår og hvordan det skulle ske. Marie-Francoise havde lige sagt op på sit arbejde på byens rådhus i protest mod det politiske spil og de havde konstant en strøm af børnebørn der skulle passes, afleveres eller hentes og ind i mellem skulle de lige en dag til Paris. Derfor vidste vi endnu ikke lørdag morgen om vi skulle spise sammen, om det skulle være hjemme hos dem selv eller på en restaurant. Til sidst måtte jeg tage mig sammen og ringe til Jean-Jacques der udelukkende taler og forstår fransk for at høre hvad de havde besluttet sig til. Heldigvis ville de meget gerne acceptere vores invitation og vi aftalte at vi skulle mødes kl 19 hos os i Lion og tage sammen på La Valise Gourmande kl 19.30 lige i nærheden.
Dagen gik med småpakning, lidt ture, lidt rengøring og kl 19 sad vi helt klar i vores pænere tøj og ventede på franskmændende. Da de ikke var kommet kl 19.20 og vi heller ikke havde hørt fra dem ("De er jo kunstnere, far" - men det er deres børn der er kunstere, ikke Jean-Jacques og Marie-Francoise) ringede jeg til Jean-Jacques igen, der blot havde kommentaren "Nå - nu mødes vi i stedet på restauranten om lidt". Og det gjorde vi. Det var en dejlig aften og de er så søde,venlige,empatiske, omsorgsfulde og interesserede så selskabet overskyggede helt maden, selvom den også var i top da La Valise Gourmande er stedets lokale gourmet restaurant med lokale råvarer og specialiteter. Vi snakkede helt frem til restauranten lukkede ved 23-tiden, hvorefter vi mætte af maden, oplevelserne og samværet tog afsked med dem. Og her blev vi igen inviteret til at komme og besøge dem og bo i deres lille fiskerhus i Lion til næste år. Vi tør jo næsten ikke håbe på at det kan blive ved, men de er meget oprigtige og meget ærlige i deres tilgang til vores venskab. Så afskeden med Lion var fin og kun let vemodig.
I Paris bor vi som sagt i 10ende arrondissement som vel bedst kan sammenlignes med Nørrebro i København. En utrolig blandet kvarter med rigtig mange forskellige nationaliteter og franksmænd. Et oprindeligt abrejderkvarter med småindustri og det er netop sådan et hus vi bor i. Inde i anden baggård i en slags gyde åbner man en stor grå metaldør midt i en afskallet murfacade og inde bagved ligger ialt 4 boliger rundt om en lille gård, indrettet i nogle tidligere industribygninger. Boligerne er indrettet som amerikanske lofts med store åbne rum og Vincents og Aurelies hjem er meget kunsterisk - præget af deres professionelle liv som hhv fotograf og tekstil kunstner. Der er mange, mange spændende og flotte indretnings- og pynteoplevelser, men der er også rigtig mange meget upraktiske ting ("De er jo kunstnere, far"). Men der er super spændende. Man skal være gode venner med naboerne for der er frit udsyn ind gennem de store industrivinduer og åbne døre ind til hinanden og til Cedric og Andrea(?) - det søde bøssepar som modtog os og som ligenu har masser af venner på besøg som skal deltage i deres fest i morgen aften. Vi er endnu ikke blevet inviteret, men givet pladsen, de åbne døre og de store vinduer er man vist automatisk med i festen hvis man er hjemme. Vi er spændte på hvad der skal ske.
Nu er klokken rigitg mange og vi skal i seng - børnene oppe på anden sal i nogle meget interessante værelser i flere plan og med masser af Aurelies tøjdyr og tekstilkreationer.
Igen to stille dage uden egentlige planer, men alligevel med mange oplevelser. I går kørte vi vestpå langs kysten for at komme til Saint-Laurent-sur-Mer eller bedre kendt som Omaha Beach, for at besøge et D-Day museum beliggende midt på Omaha Beach. Midt i det franske sommerland fyldt med turister, hvor man kan være tvær over at vejret ikke hele tiden er solskin, giver sådan et besøg lidt relativisme. Selvom det er 65 år siden, tog et brev skrevet af en amerikansk soldat dagen efter D-Day til sin familie os med alle følelserne. Og en lille film hvor en af de overlevende fortæller at de stadig den dag i dag bliver stoppet af franskmaænd når de er på besøg i Normandiet der siger "Merci pour Notre Liberté!" - "Tak for befrielsen/friheden". Og når veteranen, som kom ind med første bølge soldater på D-Day, med tårer i øjenkrogen fortæller at den eneste grund til at de overhovedet fik overmandet de tyske stillinger langs kysten "was sheer man numbers and courage" forstår man i et øjeblik glimtvis hvordan den dag var og hvad de mennesker gjorde for os - også i dag.
I dag besøgte vi Jean-Jacques i Douvre hvor han tog os til et kloster i byen som vi ikke anede eksisterede. Douvre er et katolsk pilgrimssted hvor folk fra hele verden valfarter i August for at se miraklet i Douvre - den sorte madonna i byens Basilsik med de to tårne. Men byen rummer også et lille kapel i klosteret som er dekoreret helt i glas i 1930 af den franke Art Deco kunster Lalique. Klosteret havde vi passeret hver eneste gang vi har kørt til Douvre uden at lægge mærke til det og indenfor åbenbaredes den skønneste lille kloster kirke (kapellet) og en kæmpe park og have tilhørende klosteret. Kirken var helt, helt lys og stramt enkel på grund af de helt ufarvede Art Deco glasdekorationer. Selv altertavlen og krucufikset var i 100% glas med figurerne i tredimensionelt udskåret relieffer. Kirken rummede også kraniet, en hennafarvet hårlok samt lidt blod fra en afrikansk helgen. Etfer besøget nøje årvåget af to meget strikse nonner bevægede vi os ud bag klosteret til en stor åbenbaring - klosterhaven. Inde midt i Douvre by fandtes bag de tykke klostermure en kæmpe park og have og kirkegård for nonnerne. Det var som at komme på landet velvidende at man var midt i byen stadig. Store områder med blomster, hindbær, græs, træerne, små kapeller, templer og en meget rørende kirkegård for alle nonnerne på klosteret med helt enkle hvide trækors næsten som på den amerikanske kirkegård på Omaha Beach) hvor deres nonne-navne, deres rigtige navne, deres fødselsdato, deres indvielsedato og døsdsdato stod. Helt ens, helt enkelt - meget smukt og stærkt. Selv Jena-Jaques som havde boet i byen i 10 år hvade aldrig været her og vidste ikke der fandtes denne fatastiske have midt i byen.
Bagefter var vi til te i Jean-Jacques og Marie-Francoise's dejlige have med deres to børnebørn Eugene og Louis. Eugene skal i øvrigt snart bo på Olivers værelse når deres mor og far tager ham med til København, mens vi bor i deres hus i Paris. Nu skinner solen igen her i Lion-sur-Mer og havet er fantastisk, men det er køligt i luften til aften. Søndag forlader vi Lion-sur-Mer og det lille fiskerhus....
De sidste par dage har der været et let køligere omslag i vejret her. Sol blandet med skyer og ind imellem byger som renser luften og giver den der helt specielle sommerlugt af regn på tør jord. I aften har vi tændt op i pejsen - det er noget som specielt Oliver holder meget af, så sad vi længe foran pejsen og kiggede på ilden. Nu er her tilgengæld blevet godt varmt indenfor så vi må åbne døren igen.
Ellers står døren stort set åben fra vi står op til vi går i seng, og når vi sover har vi dobbeltdørene til altanen helt åbne, men lukket skodderne for ud mod havet. Vi er ude, i luften, med havet hele tiden. Når man bor så tæt på havet, er det også nok at at gå de tyve skridt ned til stranden når man har et øjeblik og se det stadig skiftende tidevand, himlen og horisonten. I klart vejr kan vi se til Le Havre på den anden side af Seinens udmunding og ellers de 8 km op mod Ouistreham, hvor færgen til England afgår et par gange i døgnet.
Mandag morgen stod vi alle tidligt op og kørte de 150 km til Le Mont Saint Michel, for et gensyn for Simon og jeg og en første gangs oplevelse for Maria og Oliver. Det er altid et fantastisk sted - selv om vejret ikke var så godt som sidst er det lige imponerende. For mig er Le Mont Saint Michel det tætteste man kommer på en real-live eventyrslot, med lige dele Tornerose og Rosens Navn. En eller anden dag må vi tage en nat eller to på et af de små hoteller på Le Mont Saint Michel og opleve borgen, bjerget og bugten i solned- og solopgangen. Måske endda spise en af de berømte Mere Poulard omeletter (til 28€ stykket!)
Men vi nåede at spise en dejlig petit dejeuner på Vielle Auberge med solskin og skøn udsigt over bugten.
Dagen i dag har været en langsom dag - vi har taget os god tid til alting. Har købt ind og kørt 100 km til et marked i Clecy som ikke var der alligevel. Sovet middagslur med åbne døre, mens det skiftevis var strålende solskin og styrtregn. Til gengæld ser vejrudsigten ud til at det mere stabile vejr vender tilbage fra i morgen af.
Det billede herover udtrykker bedst af alle vores billeder hvordan vi har det. Det er selvfølgelig Simon som har taget og behandlet det og han kalder det "Smile at me". Vi smiler tilbage.
Lørdagen brugte vi i Rouen, som vedbliver at være Normandiets svar på et mini-Paris. Vi måtte desværre lide den tort at vores stamrestaurant Chez Paul var fuldt optaget til frokost så vi måtte "tage til takke" med Le Poule Vert ved siden af, men stadig på den centrale plads foran katedralen i Rouen. Den kan også godt anbefales.
Hjemme var vandet så varmt som i et badekar og Oliver og jeg var ude at svømme og pjaske i vandet. Vejret bliver ved med at være +3 grader foran vejrudsigten fra Météo-France og vandets temperatur +6 grader. Oliver er umulig at hive op fra vandet igen og han er blevet brun som en sydspanier og fuldstændig kridhvid blond i hårfarven. Efter badet løb jeg en tur på lidt over 16 km langs med stranden fra Lion til Ouistreham og tilbage igen.
Om aftenen fik vi besøg af Jean-Jacques der var på stranden med Eugene og her til formiddag kom hans søn Vincent og svigerdatter Aurelie forbi med nøglerne til lejligheden i Paris. De fortalte meget om kvarteret der lyder som en blanding af Nørrebro og Nordvest kvarteret beboet af kunstnere, arkitekter og kreative mennesker samtidig med småerhverv og arbejderboliger. De selv bor i en gammel nedlagt fabrik, så vi er meget spændte.
Vincent som er professionel fotograf for bl.a. Marie-Claire, så Simons billeder, og gik fra at være høfligt interesseret til at spørge efter flere han kunne se og udspørge Simon om hvor gammel han egentlig var og hvad han egentlig lavede. Det var tydeligt at han var imponeret over at Simon allerede havde sin 'eget personlige udtryk' i sine fotos. Så får man vist ikke mere ros når man 'kun' er femten år og amatørfotograf. Men vi er selvfølgelig fuldstændig enige. Tjek selv hele samlingen ud på http://www.flickr.com/photos/simonbrix/sets/72157620755518989/show/with/3672883590/
I Luc-sur-Mer var vi på Vide-Greniere, et rigtig garage-loppemarked hvor folk havde samlet ind fra deres lofter, udhuse og garager og solgte ud til 1€-2€-3€ stykket. Det var selvfølgelig lige et par forskellige småting som vi måtte have med hjem i bagagerummet - og så til den pris!
"I lang tid gik jeg tidligt i seng". Sådan begynder Marcel Proust sin bevidst-hedsroman "På sporet af den tabte tid", og ligesom hans hovedperson, er vi ved at finde os selv i genkaldelsen af vores erindringer om hvordan det er at have tid. Her ved havet har vi tid og vi har brugt tiden de to sidste dage på at være langsomme og ikke have planer. Og alligevel er dagene fyldte, varme og lange på stranden, i huset, i byen, i sengen med åben dør ud til havets brusen.
Vandet er skønt varmt (når man først har været under) og der er blevet badet mange gange. Oliver er som altid umulig at få op igen, han elsker at være i vandet og altid den første både morgen og aften.
Når vi går ud af vores dør for bare at gå de 20 meter ned til stranden, møder vi næsten altid nogen som vi kender. Enten kommer Jean-Jacques eller Marie-Francoise forbi fordi de er ved stranden med deres barnebarn Eugene eller også møder Oliver og mig Elizabeth på markedet foran torvet. Elizabeth er gift med Yves Dat som bor to huse fra os og kigger lidt efter huset. Hver morgen går Oliver og jeg til bageren, og vi går forbi den nærmeste bager for at komme ned til bageren ved kirken hvor der også ligger en fransk café der åbner kl 7. Her tager vi hver morgen to espresso ved baren og giver os tid til at diskutere dagens nyheder inden vi henter et baguette og to croissanter.
Med blomkål og haricot vert helt frisk fra markedet og den store skrubbe vi købte hos Jean Reno ved fiskerbåden på pladsen foran vores hus, nød vi et simpelt måltid af så friske og let behandlede råvarer som man får dem i dag. Og alligevel er det et af de bedste måltider vi havde fået i lang tid. Simpelt, frisk og autentisk.
Marie-Francoise kom på besøg i går og vi sad og snakkede i en time ved bordet med hver et glas cidre. Det er så let og utvungent og hun er så fuld af glæde og nysgerrighed på livet og så omsorgsfuld nærværende at man føler sig beriget efter besøget.
I efter-middags brugte Oliver, Simon og jeg to timer på at lære at køre Char a Voile, en lille sejlbåd på hjul som kører meget hurtigt for en stærk sidevind over de helt flade sandstrækninger der opstår når tidevandet trækker sig tilbage. Det var en dejlig oplevelse og vi syntes alle at det super sjovt. Men man blev meget øm i fingre og arme af at holde rebet til bommen som var den der styrede hastigheden.
I Douvres i formiddags besøgte vi kirken midt i byen med de to tårne. Der kommer altid et øjeblik på sådan en ferie hvor man overvejer hvorfor man ikke er katolik. Den ro og omsluttethed man kan få i en katolsk kirke, giver helt automatisk lyst og trang til ro, eftertænksomhed og temposkift. Kirken i Douvre havde det hele inklusiv et dejligt alterområde fyldt med levende lys der brænder til minde om nogen.
Måske til også til at bringe én på sporet af den tabte tid.
Nu sidder vi alle her til aften i det lille hyggelige hjørne med vinduerne ud mod vandet i La Vague, Jean-Jacques og Marie-Francoise's fantastiske fiskerhus direkte på bådlandingspladsen ved stranden. Det er fuldstændigt som sidste år, bare bedre når man ankommer med erindringen og gensynets forventning. Det er højt solskin med let vind og 25 grader og vi har allerede været i vandet.
Jean-Jacques var her for at tage imod os og var som sædvanlig venligheden, imødekommenheden og betænksommeheden selv. Han havde sit barnebarn Eugene med som senere på ugen drager til København med sin familie for at bo i vores lejlighed. Det er få steder og med få mennesker man føler sig så velkommen som her. Vi skal nyde de næste 12 dage til det yderste og har planlagt absolut minimalt - det gælder om at vi får roen til at krybe helt ind i os alle. Det er vigtigere end alverdens turistoplevelser i år.
I går havde vi en dejlig dag i Utrecht, også med solskin uden det blev for varmt. Utrecht er som et mini Amsterdam med alt det lækre og spændende fra Amsterdam, men uden det kedelige og dårlige fra Amsterdam. En lille storby med en travl gammel bydel domineret af universitetet og domkirken. Der er 2,5 km kanaler, Oude Gracht, kun i den gamle bydel og langt mere udenfor. Langs med kanalerne er der små bredder helt nede ved vandet hvor der er servering og butikker og dermed bliver der hele to etager med liv, cafeer og galerier udenfor.
Senere havde vi en dejlig aften i Riekjes diminutive, men meget vel-ind-rettede, gårdhave hvor Riekje havde lavet fransk mad til os så vi kunne starte Frankrigsferien allerede i Holland. Vi fik også taget det årligt tilbagevendende billede af Simon, Oliver og Riekje - her kan man rigtig se hvor meget og hurtigt de vokser de børn.
Turen gik fint, der var ca 660 km, så vi ankom præcis kl 15 og fandt Lion-sur-Mer uforandret og lige skøn, charmerende og uden turister (altså bortset fra franske turister og os selvfølgelig ;-)
Desværre har det meget rejseri, den lange køretur både til Holland og Frankrig, varmen i Holland og den lettere uro man hele tidne har når man bor hos nogen mit i deres hverdag, ikke gjort det bedre med Maria's svimmelhed. Det har været tiltagende værre end før vi tog afsted, men nu tager vi det med ro og håber at det hjælper de kommende dage.
PS. Glemte at fortælle den anden dag om vores oplevelse med en isforretning i Soest. Nogle gange kan man synes at instruktører eller forfattere eller andre kunstnere overdriver når man ser eller læser dem, men engang imellem overgår virkeligheden altid fantasien. Vi oplevede ihvertilfald en mulig inspirationskilde for Normalerweiser - det satiriske show på DR2 fredag aften. To piger i isboden opførte sig fuldstændigt som den sorteste satire fra Normalerweiser, da jeg forsøgte at bestille en espresso. På trods af en meget stor synlig kaffe/espressomaskine lige bag pigerne, mente de ikke efter lidt diskussion med sig selv at de serverede espresso eller noget som helst kaffe. Det var lige før de foreslog at ringe til Camilla - men der havde vi mistet tålmodigheden og var gået...
Som det nok er blevet bemærket af vores trofaste sommerbloglæsere, har bloggen fået ny skribent. Jakob har påtaget sig rollen som hovedansvarlig for bloggen denne sommer. Men derfor kommer jeg nu nok alligevel til at skrive lidt herinde også. Bl.a. får jeg lyst at tilføje lidt til Jakobs indlæg fra i dag. Jeg er vild med mange ting i Holland, og flere byer. Jeg synes at både Amsterdam og Utrecht er skønne byer med masser af charme, kultur og historie. Selv Soest som vi bor i nu, er en dejlig lille by. Jeg tror blot vi blev en lille smule skuffede i dag. Vi havde forventet et gammelt lille fiskerleje,- men det var det som sagt ikke. Men stranden var dejlig :) Vi startede dagen nede ved den lokale sø,- 10 m. herfra. Det har vi gjort siden børnene var små; sagt godmorgen til gæssene og ænderne, og i dag var ingen undtagelse. Simon fik nogle flotte fotos som vi arbejder på at få at få uploadet hertil. Men nu er det aften og roen har sænket sig over by og hus. Jeg nyder stilheden!
Holland bliver aldrig rigtig vores ynglings-land. Der er for mange små mærkelig ting til at vi kommer til at holde rigtig af det, bortset fra gensynet med Riekje og Bob. Der er altid en fuldkommen gæstfrihed i deres hjem, og man kan opføre sig som var man i sit eget hjem. Det er let og utvunget.
Krisen er også komme til Holland - der er rigtig mange huse til salg, mange bliver fyret fra deres job og Riekje har svært ved at få sit eget redaktionsfirma til at køre så hun kan leve af det. Lige nu har hun været nødt til at tage deltidsarbejde i en blomsterhandler i nærheden for at få det til at løbe rundt.
Men tilbage til Holland som rejsemål. I dag var vi i Katwijk, en lille badeby ved kysten mellem Amsterdam og Den Haag. Stranden var fantastisk dejlig, området, vejen og husene ved stranden var dejlige, men resten af byen var sådan underlig ucharmerende. Kedelige butikker, dårlige cafeer, meget nyt 70'er byggeri - i det hele taget er det svært at se hvad der er nyt og hvad der er autentisk i Holland - på en eller andne måde flyder det sammen for uvante øjen som vores og dermed bliver det hele ens, konformt. Det kan være sådan puttenuttet rundt omkring, men fordi alting er klemt sammen på små arealer og Hollænderne excellerer i forskellige slags mursten på husene, tagene, vejen, stienere, murene bliver der så mange detaljer og forskellige mønstre at øjet ikke rigtig kan finde ro.
Men vi havde en dejlig aften hjemme hvor vi så billeder fra Riekjes baby-tid i Algeriet og snakkede fotografering. Både Riekje og Bob har en professionel fotografuddannelse og de var begge meget imponerede over Simons billeder - og det er vi også. Se selv her på siden. Han har udvalgt nogle ganske få, men de har helt deres egen fortættede atmosfære.
Nu skal vi sove her oppe under taget hvor vi holder til mens vi er her - man tænker ved sig selv at nu skal man have åbnet vinduet så man kan få frisk luft - og opdager til sin overraskelse at det er åbent. Det er sådan luften er her under loftet i varmen og den stillestående luft udenfor. Men vi er trætte nu og glæder os til en nats søvn.
Holland er varm, vindstille og fugtig - og i Soest hvor vi bor er det helt stille. Ikke en lyd af trafik eller mennesker. Man kan ikke mærke om vinduerne er åbne eller lukkede.
På en underlig måde dejligt efter mange timers kørsel af køfyldte tyske motorveje, vrimlende camping-danskere på færgen og tyske motorvejsrastepladser med mærkeligt mad, masser af pølsehorn i små poser og duft af benzin - enten fra tanken eller udstødningen fra bilerne på motorvejen.
Ferien er startet og egentlig godt, selvom vi måske endnu ikke helt har fornemmelsen af ferie. Vi glæder os helt vildt til Lion-sur-Mer og jeg tror både Maria og jeg kan huske fornemmelsen i maven af roen, udsigten, lyden og lugten af det lille fiskerhus og stemningen i den lille franske by ved havet. Men det skal nok komme - nu er vi hjemmefra og nu er der kun én vej frem - 3 ugers tiltrængt ferie.
I morgen planlægger vi at besøge en lille hollandsk fiskerby ved havet sammen med Riekje og Bob - Katwijk. Nu skal vi alle sove, trætte efter dagen.
