På sporet af den tabte tid

"I lang tid gik jeg tidligt i seng". Sådan begynder Marcel Proust sin bevidst-hedsroman "På sporet af den tabte tid", og ligesom hans hovedperson, er vi ved at finde os selv i genkaldelsen af vores erindringer om hvordan det er at have tid. Her ved havet har vi tid og vi har brugt tiden de to sidste dage på at være langsomme og ikke have planer. Og alligevel er dagene fyldte, varme og lange på stranden, i huset, i byen, i sengen med åben dør ud til havets brusen.

Vandet er skønt varmt (når man først har været under) og der er blevet badet mange gange. Oliver er som altid umulig at få op igen, han elsker at være i vandet og altid den første både morgen og aften.

Når vi går ud af vores dør for bare at gå de 20 meter ned til stranden, møder vi næsten altid nogen som vi kender. Enten kommer Jean-Jacques eller Marie-Francoise forbi fordi de er ved stranden med deres barnebarn Eugene eller også møder Oliver og mig Elizabeth på markedet foran torvet. Elizabeth er gift med Yves Dat som bor to huse fra os og kigger lidt efter huset. Hver morgen går Oliver og jeg til bageren, og vi går forbi den nærmeste bager for at komme ned til bageren ved kirken hvor der også ligger en fransk café der åbner kl 7. Her tager vi hver morgen to espresso ved baren og giver os tid til at diskutere dagens nyheder inden vi henter et baguette og to croissanter.

Med blomkål og haricot vert helt frisk fra markedet og den store skrubbe vi købte hos Jean Reno ved fiskerbåden på pladsen foran vores hus, nød vi et simpelt måltid af så friske og let behandlede råvarer som man får dem i dag. Og alligevel er det et af de bedste måltider vi havde fået i lang tid. Simpelt, frisk og autentisk.

Marie-Francoise kom på besøg i går og vi sad og snakkede i en time ved bordet med hver et glas cidre. Det er så let og utvungent og hun er så fuld af glæde og nysgerrighed på livet og så omsorgsfuld nærværende at man føler sig beriget efter besøget.

I efter-middags brugte Oliver, Simon og jeg to timer på at lære at køre Char a Voile, en lille sejlbåd på hjul som kører meget hurtigt for en stærk sidevind over de helt flade sandstrækninger der opstår når tidevandet trækker sig tilbage. Det var en dejlig oplevelse og vi syntes alle at det super sjovt. Men man blev meget øm i fingre og arme af at holde rebet til bommen som var den der styrede hastigheden.

I Douvres i formiddags besøgte vi kirken midt i byen med de to tårne. Der kommer altid et øjeblik på sådan en ferie hvor man overvejer hvorfor man ikke er katolik. Den ro og omsluttethed man kan få i en katolsk kirke, giver helt automatisk lyst og trang til ro, eftertænksomhed og temposkift. Kirken i Douvre havde det hele inklusiv et dejligt alterområde fyldt med levende lys der brænder til minde om nogen.

Måske til også til at bringe én på sporet af den tabte tid.

Fra Utrecht til Lion-sur-Mer

Nu sidder vi alle her til aften i det lille hyggelige hjørne med vinduerne ud mod vandet i La Vague, Jean-Jacques og Marie-Francoise's fantastiske fiskerhus direkte på bådlandingspladsen ved stranden. Det er fuldstændigt som sidste år, bare bedre når man ankommer med erindringen og gensynets forventning. Det er højt solskin med let vind og 25 grader og vi har allerede været i vandet.

Jean-Jacques var her for at tage imod os og var som sædvanlig venligheden, imødekommenheden og betænksommeheden selv. Han havde sit barnebarn Eugene med som senere på ugen drager til København med sin familie for at bo i vores lejlighed. Det er få steder og med få mennesker man føler sig så velkommen som her. Vi skal nyde de næste 12 dage til det yderste og har planlagt absolut minimalt - det gælder om at vi får roen til at krybe helt ind i os alle. Det er vigtigere end alverdens turistoplevelser i år.


I går havde vi en dejlig dag i Utrecht, også med solskin uden det blev for varmt. Utrecht er som et mini Amsterdam med alt det lækre og spændende fra Amsterdam, men uden det kedelige og dårlige fra Amsterdam. En lille storby med en travl gammel bydel domineret af universitetet og domkirken. Der er 2,5 km kanaler, Oude Gracht, kun i den gamle bydel og langt mere udenfor. Langs med kanalerne er der små bredder helt nede ved vandet hvor der er servering og butikker og dermed bliver der hele to etager med liv, cafeer og galerier udenfor.


Senere havde vi en dejlig aften i Riekjes diminutive, men meget vel-ind-rettede, gårdhave hvor Riekje havde lavet fransk mad til os så vi kunne starte Frankrigsferien allerede i Holland. Vi fik også taget det årligt tilbagevendende billede af Simon, Oliver og Riekje - her kan man rigtig se hvor meget og hurtigt de vokser de børn.

Turen gik fint, der var ca 660 km, så vi ankom præcis kl 15 og fandt Lion-sur-Mer uforandret og lige skøn, charmerende og uden turister (altså bortset fra franske turister og os selvfølgelig ;-)

Desværre har det meget rejseri, den lange køretur både til Holland og Frankrig, varmen i Holland og den lettere uro man hele tidne har når man bor hos nogen mit i deres hverdag, ikke gjort det bedre med Maria's svimmelhed. Det har været tiltagende værre end før vi tog afsted, men nu tager vi det med ro og håber at det hjælper de kommende dage.

PS. Glemte at fortælle den anden dag om vores oplevelse med en isforretning i Soest. Nogle gange kan man synes at instruktører eller forfattere eller andre kunstnere overdriver når man ser eller læser dem, men engang imellem overgår virkeligheden altid fantasien. Vi oplevede ihvertilfald en mulig inspirationskilde for Normalerweiser - det satiriske show på DR2 fredag aften. To piger i isboden opførte sig fuldstændigt som den sorteste satire fra Normalerweiser, da jeg forsøgte at bestille en espresso. På trods af en meget stor synlig kaffe/espressomaskine lige bag pigerne, mente de ikke efter lidt diskussion med sig selv at de serverede espresso eller noget som helst kaffe. Det var lige før de foreslog at ringe til Camilla - men der havde vi mistet tålmodigheden og var gået...

Et lille ps

Som det nok er blevet bemærket af vores trofaste sommerbloglæsere, har bloggen fået ny skribent. Jakob har påtaget sig rollen som hovedansvarlig for bloggen denne sommer. Men derfor kommer jeg nu nok alligevel til at skrive lidt herinde også. Bl.a. får jeg lyst at tilføje lidt til Jakobs indlæg fra i dag. Jeg er vild med mange ting i Holland, og flere byer. Jeg synes at både Amsterdam og Utrecht er skønne byer med masser af charme, kultur og historie. Selv Soest som vi bor i nu, er en dejlig lille by. Jeg tror blot vi blev en lille smule skuffede i dag. Vi havde forventet et gammelt lille fiskerleje,- men det var det som sagt ikke. Men stranden var dejlig :)
Vi startede dagen nede ved den lokale sø,- 10 m. herfra. Det har vi gjort siden børnene var små; sagt godmorgen til gæssene og ænderne, og i dag var ingen undtagelse. Simon fik nogle flotte fotos som vi arbejder på at få at få uploadet hertil.
Men nu er det aften og roen har sænket sig over by og hus. Jeg nyder stilheden!

Holland bliver aldrig rigtig vores ynglings-land. Der er for mange små mærkelig ting til at vi kommer til at holde rigtig af det, bortset fra gensynet med Riekje og Bob. Der er altid en fuldkommen gæstfrihed i deres hjem, og man kan opføre sig som var man i sit eget hjem. Det er let og utvunget.

Krisen er også komme til Holland - der er rigtig mange huse til salg, mange bliver fyret fra deres job og Riekje har svært ved at få sit eget redaktionsfirma til at køre så hun kan leve af det. Lige nu har hun været nødt til at tage deltidsarbejde i en blomsterhandler i nærheden for at få det til at løbe rundt.

Men tilbage til Holland som rejsemål. I dag var vi i Katwijk, en lille badeby ved kysten mellem Amsterdam og Den Haag. Stranden var fantastisk dejlig, området, vejen og husene ved stranden var dejlige, men resten af byen var sådan underlig ucharmerende. Kedelige butikker, dårlige cafeer, meget nyt 70'er byggeri - i det hele taget er det svært at se hvad der er nyt og hvad der er autentisk i Holland - på en eller andne måde flyder det sammen for uvante øjen som vores og dermed bliver det hele ens, konformt. Det kan være sådan puttenuttet rundt omkring, men fordi alting er klemt sammen på små arealer og Hollænderne excellerer i forskellige slags mursten på husene, tagene, vejen, stienere, murene bliver der så mange detaljer og forskellige mønstre at øjet ikke rigtig kan finde ro.

Men vi havde en dejlig aften hjemme hvor vi så billeder fra Riekjes baby-tid i Algeriet og snakkede fotografering. Både Riekje og Bob har en professionel fotografuddannelse og de var begge meget imponerede over Simons billeder - og det er vi også. Se selv her på siden. Han har udvalgt nogle ganske få, men de har helt deres egen fortættede atmosfære.

Nu skal vi sove her oppe under taget hvor vi holder til mens vi er her - man tænker ved sig selv at nu skal man have åbnet vinduet så man kan få frisk luft - og opdager til sin overraskelse at det er åbent. Det er sådan luften er her under loftet i varmen og den stillestående luft udenfor. Men vi er trætte nu og glæder os til en nats søvn.

Sommer 2009 - Feriestart

Holland er varm, vindstille og fugtig - og i Soest hvor vi bor er det helt stille. Ikke en lyd af trafik eller mennesker. Man kan ikke mærke om vinduerne er åbne eller lukkede.

På en underlig måde dejligt efter mange timers kørsel af køfyldte tyske motorveje, vrimlende camping-danskere på færgen og tyske motorvejsrastepladser med mærkeligt mad, masser af pølsehorn i små poser og duft af benzin - enten fra tanken eller udstødningen fra bilerne på motorvejen.

Ferien er startet og egentlig godt, selvom vi måske endnu ikke helt har fornemmelsen af ferie. Vi glæder os helt vildt til Lion-sur-Mer og jeg tror både Maria og jeg kan huske fornemmelsen i maven af roen, udsigten, lyden og lugten af det lille fiskerhus og stemningen i den lille franske by ved havet. Men det skal nok komme - nu er vi hjemmefra og nu er der kun én vej frem - 3 ugers tiltrængt ferie.

I morgen planlægger vi at besøge en lille hollandsk fiskerby ved havet sammen med Riekje og Bob - Katwijk. Nu skal vi alle sove, trætte efter dagen.