På sporet af den tabte tid

"I lang tid gik jeg tidligt i seng". Sådan begynder Marcel Proust sin bevidst-hedsroman "På sporet af den tabte tid", og ligesom hans hovedperson, er vi ved at finde os selv i genkaldelsen af vores erindringer om hvordan det er at have tid. Her ved havet har vi tid og vi har brugt tiden de to sidste dage på at være langsomme og ikke have planer. Og alligevel er dagene fyldte, varme og lange på stranden, i huset, i byen, i sengen med åben dør ud til havets brusen.

Vandet er skønt varmt (når man først har været under) og der er blevet badet mange gange. Oliver er som altid umulig at få op igen, han elsker at være i vandet og altid den første både morgen og aften.

Når vi går ud af vores dør for bare at gå de 20 meter ned til stranden, møder vi næsten altid nogen som vi kender. Enten kommer Jean-Jacques eller Marie-Francoise forbi fordi de er ved stranden med deres barnebarn Eugene eller også møder Oliver og mig Elizabeth på markedet foran torvet. Elizabeth er gift med Yves Dat som bor to huse fra os og kigger lidt efter huset. Hver morgen går Oliver og jeg til bageren, og vi går forbi den nærmeste bager for at komme ned til bageren ved kirken hvor der også ligger en fransk café der åbner kl 7. Her tager vi hver morgen to espresso ved baren og giver os tid til at diskutere dagens nyheder inden vi henter et baguette og to croissanter.

Med blomkål og haricot vert helt frisk fra markedet og den store skrubbe vi købte hos Jean Reno ved fiskerbåden på pladsen foran vores hus, nød vi et simpelt måltid af så friske og let behandlede råvarer som man får dem i dag. Og alligevel er det et af de bedste måltider vi havde fået i lang tid. Simpelt, frisk og autentisk.

Marie-Francoise kom på besøg i går og vi sad og snakkede i en time ved bordet med hver et glas cidre. Det er så let og utvungent og hun er så fuld af glæde og nysgerrighed på livet og så omsorgsfuld nærværende at man føler sig beriget efter besøget.

I efter-middags brugte Oliver, Simon og jeg to timer på at lære at køre Char a Voile, en lille sejlbåd på hjul som kører meget hurtigt for en stærk sidevind over de helt flade sandstrækninger der opstår når tidevandet trækker sig tilbage. Det var en dejlig oplevelse og vi syntes alle at det super sjovt. Men man blev meget øm i fingre og arme af at holde rebet til bommen som var den der styrede hastigheden.

I Douvres i formiddags besøgte vi kirken midt i byen med de to tårne. Der kommer altid et øjeblik på sådan en ferie hvor man overvejer hvorfor man ikke er katolik. Den ro og omsluttethed man kan få i en katolsk kirke, giver helt automatisk lyst og trang til ro, eftertænksomhed og temposkift. Kirken i Douvre havde det hele inklusiv et dejligt alterområde fyldt med levende lys der brænder til minde om nogen.

Måske til også til at bringe én på sporet af den tabte tid.