mandag den 16. juli 2012

Canal St-Martin

I dag har vi fulgt Canal St-Martin helt ude fra Parc Vilette og ind til Bastille pladsen. Vi steg på Canauxrama båden lige nedenfor vores hus og tilbragte 2 1/2 rolige og dejlige timer på floden, mens vi forcerede 4 dobbeltsluser og 26 højdemeter for at komme fra vores Bassin de Vilette til Bastille Arsenal - Paris eneste lystbådehavn lige ved Seinen.

Turen kan kun anbefales for Paris entusiaster, da den går gennem områder som kun sjældent besøges af turister, men som er fantastiske rammer for ægte pariser liv langs kanalen. Stykket fra Republic og til Bastille er en 2 kilometer lang tunnel under Boulevard Ricard Lenoir som båden forcerer på ca 20 minutters tid. Meget spændende - specielt ved synet af den skjulte krypt under frihedsøjlen på Bastillepladsen som kun ses fra dette sted.

Efter bådturen gik Maria og jeg lidt på (gen)opdagelse i Marais, mens Simon og Oliver ledte Paris igennem for deaddrops - små USB-sticks som folk har placeret på hemmelige steder rundt omkring byen, hvor man kan udveksle musik, billeder og poesi og anden unik information. Desværre har bystyret fjernet mange af de deaddrops som de gik efter, måske nok fordi folk laver huller i offentlige bygninger og murer deres USB-sticks fast.

Solen skinnende det meste af dagen og gjorde det til en dejlig dag - også selvom det var koldt og fugtigt under jorden og i de ydre dele af kanalerne. I morgen tidlig henter vi vores lejebil og sætter kursen mod Lion-sur-Mer, Rouen og gensyn med gode venner.

Ingen kommentarer: