
Dagene går bare - helt af sig selv. Vi har fået en noget anden dagrytme end derhjemme. Står sent op og går meget sent i seng. Vi er utrolig heldige med vejret denne gang. Temperaturen er stort set hele tiden ml. 23-25 grader fra morgen til sen aften, hvilket jo også gør det attraktivt at være sent ude.
I går var vi bl.a. på Jeu de Paume. Et lækkert lille og overskueligt museum der ligger i Tuillerierne ved Concorde. I år var det især udstillingen af William Kentridge jeg synes var interessant. http://www.jeudepaume.org/.
Vi sluttede aftenen af på Cafe De Flore http://www.cafedeflore.fr/ hvor stemningen var helt i top.

I dag har vi bl.a. været på højre Seinebred. Her ligger den ene på den anden dyrebutik fyldt med uimodståelige små hundevalpe. Det er noget af en udfordring at tage derhen uden at komme ud med en hund i favnen. Det lykkedes dog, til stor ærgelse for både Simon og Oliver. Blandt dyrebutikkerne ligger også de skønneste havebutikker, både med blomster og palmer, men også med møbler og lækre ting der i den grad ville tage sig godt ud i vores lille hus i Vig. Men flyturen hjem sætter sine egne helt naturlige begrænsninger for hvad vi kan hjembringe.

Lige nu er de andre inde for at tjekke ruten til Touren der jo ankommer hertil i morgen. Simon vil gerne prøve at komme i nærheden så han kan tage et par billeder. Nu må vi se hvor vildt det bliver.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar