Paris Dixieme og Sidste dag i Lion-sur-Mer

Her til aften sidder vi i Vincents og Aurelie's meget specielle hus midt i Paris 10nde arrondissement. Hver gang vi opdager et eller andet specielt siger Simon "Det er fordi de er kunstnere" - og det er et meget specielt hjem - og de er kunstnere begge to.

Men den første del af ferien er forbi og vi forlod igen Lion-sur-Mer med vemod og med ønsket om at komme igen, men også med invitation til at komme igen! Simon og Oliver glædede sig til Paris, særligt Simon var ved at få ø-kuller, men måske skyldtes det også at vejret var fint, men ikke rigtig strand- og badevejr. Vi andre har stadig så meget 'spænding' i hverdagen at vi sagtens kan bruge en uge på ingenting, læse bøger, gå ture på stranden, køre til nærmeste by og se på et lille marked, afprøve oste, calvados, cidre, juice (de har helt urimeligt mange forskellige slags juice her i Frankrig).

Vi havde inviteret Jean-Jacques og Marie-Francoise på middag på en restaurant, men det var særlig svært at få på plads hvornår og hvordan det skulle ske. Marie-Francoise havde lige sagt op på sit arbejde på byens rådhus i protest mod det politiske spil og de havde konstant en strøm af børnebørn der skulle passes, afleveres eller hentes og ind i mellem skulle de lige en dag til Paris. Derfor vidste vi endnu ikke lørdag morgen om vi skulle spise sammen, om det skulle være hjemme hos dem selv eller på en restaurant. Til sidst måtte jeg tage mig sammen og ringe til Jean-Jacques der udelukkende taler og forstår fransk for at høre hvad de havde besluttet sig til. Heldigvis ville de meget gerne acceptere vores invitation og vi aftalte at vi skulle mødes kl 19 hos os i Lion og tage sammen på La Valise Gourmande kl 19.30 lige i nærheden.

Dagen gik med småpakning, lidt ture, lidt rengøring og kl 19 sad vi helt klar i vores pænere tøj og ventede på franskmændende. Da de ikke var kommet kl 19.20 og vi heller ikke havde hørt fra dem ("De er jo kunstnere, far" - men det er deres børn der er kunstere, ikke Jean-Jacques og Marie-Francoise) ringede jeg til Jean-Jacques igen, der blot havde kommentaren "Nå - nu mødes vi i stedet på restauranten om lidt". Og det gjorde vi. Det var en dejlig aften og de er så søde,venlige,empatiske, omsorgsfulde og interesserede så selskabet overskyggede helt maden, selvom den også var i top da La Valise Gourmande er stedets lokale gourmet restaurant med lokale råvarer og specialiteter. Vi snakkede helt frem til restauranten lukkede ved 23-tiden, hvorefter vi mætte af maden, oplevelserne og samværet tog afsked med dem. Og her blev vi igen inviteret til at komme og besøge dem og bo i deres lille fiskerhus i Lion til næste år. Vi tør jo næsten ikke håbe på at det kan blive ved, men de er meget oprigtige og meget ærlige i deres tilgang til vores venskab. Så afskeden med Lion var fin og kun let vemodig.

I Paris bor vi som sagt i 10ende arrondissement som vel bedst kan sammenlignes med Nørrebro i København. En utrolig blandet kvarter med rigtig mange forskellige nationaliteter og franksmænd. Et oprindeligt abrejderkvarter med småindustri og det er netop sådan et hus vi bor i. Inde i anden baggård i en slags gyde åbner man en stor grå metaldør midt i en afskallet murfacade og inde bagved ligger ialt 4 boliger rundt om en lille gård, indrettet i nogle tidligere industribygninger. Boligerne er indrettet som amerikanske lofts med store åbne rum og Vincents og Aurelies hjem er meget kunsterisk - præget af deres professionelle liv som hhv fotograf og tekstil kunstner. Der er mange, mange spændende og flotte indretnings- og pynteoplevelser, men der er også rigtig mange meget upraktiske ting ("De er jo kunstnere, far"). Men der er super spændende. Man skal være gode venner med naboerne for der er frit udsyn ind gennem de store industrivinduer og åbne døre ind til hinanden og til Cedric og Andrea(?) - det søde bøssepar som modtog os og som ligenu har masser af venner på besøg som skal deltage i deres fest i morgen aften. Vi er endnu ikke blevet inviteret, men givet pladsen, de åbne døre og de store vinduer er man vist automatisk med i festen hvis man er hjemme. Vi er spændte på hvad der skal ske.

Nu er klokken rigitg mange og vi skal i seng - børnene oppe på anden sal i nogle meget interessante værelser i flere plan og med masser af Aurelies tøjdyr og tekstilkreationer.

D-Day, Douvre og Lalique

Igen to stille dage uden egentlige planer, men alligevel med mange oplevelser. I går kørte vi vestpå langs kysten for at komme til Saint-Laurent-sur-Mer eller bedre kendt som Omaha Beach, for at besøge et D-Day museum beliggende midt på Omaha Beach. Midt i det franske sommerland fyldt med turister, hvor man kan være tvær over at vejret ikke hele tiden er solskin, giver sådan et besøg lidt relativisme. Selvom det er 65 år siden, tog et brev skrevet af en amerikansk soldat dagen efter D-Day til sin familie os med alle følelserne. Og en lille film hvor en af de overlevende fortæller at de stadig den dag i dag bliver stoppet af franskmaænd når de er på besøg i Normandiet der siger "Merci pour Notre Liberté!" - "Tak for befrielsen/friheden". Og når veteranen, som kom ind med første bølge soldater på D-Day, med tårer i øjenkrogen fortæller at den eneste grund til at de overhovedet fik overmandet de tyske stillinger langs kysten "was sheer man numbers and courage" forstår man i et øjeblik glimtvis hvordan den dag var og hvad de mennesker gjorde for os - også i dag.

I dag besøgte vi Jean-Jacques i Douvre hvor han tog os til et kloster i byen som vi ikke anede eksisterede. Douvre er et katolsk pilgrimssted hvor folk fra hele verden valfarter i August for at se miraklet i Douvre - den sorte madonna i byens Basilsik med de to tårne. Men byen rummer også et lille kapel i klosteret som er dekoreret helt i glas i 1930 af den franke Art Deco kunster Lalique. Klosteret havde vi passeret hver eneste gang vi har kørt til Douvre uden at lægge mærke til det og indenfor åbenbaredes den skønneste lille kloster kirke (kapellet) og en kæmpe park og have tilhørende klosteret. Kirken var helt, helt lys og stramt enkel på grund af de helt ufarvede Art Deco glasdekorationer. Selv altertavlen og krucufikset var i 100% glas med figurerne i tredimensionelt udskåret relieffer. Kirken rummede også kraniet, en hennafarvet hårlok samt lidt blod fra en afrikansk helgen. Etfer besøget nøje årvåget af to meget strikse nonner bevægede vi os ud bag klosteret til en stor åbenbaring - klosterhaven. Inde midt i Douvre by fandtes bag de tykke klostermure en kæmpe park og have og kirkegård for nonnerne. Det var som at komme på landet velvidende at man var midt i byen stadig. Store områder med blomster, hindbær, græs, træerne, små kapeller, templer og en meget rørende kirkegård for alle nonnerne på klosteret med helt enkle hvide trækors næsten som på den amerikanske kirkegård på Omaha Beach) hvor deres nonne-navne, deres rigtige navne, deres fødselsdato, deres indvielsedato og døsdsdato stod. Helt ens, helt enkelt - meget smukt og stærkt. Selv Jena-Jaques som havde boet i byen i 10 år hvade aldrig været her og vidste ikke der fandtes denne fatastiske have midt i byen.

Bagefter var vi til te i Jean-Jacques og Marie-Francoise's dejlige have med deres to børnebørn Eugene og Louis. Eugene skal i øvrigt snart bo på Olivers værelse når deres mor og far tager ham med til København, mens vi bor i deres hus i Paris. Nu skinner solen igen her i Lion-sur-Mer og havet er fantastisk, men det er køligt i luften til aften. Søndag forlader vi Lion-sur-Mer og det lille fiskerhus....

Køligere omslag

De sidste par dage har der været et let køligere omslag i vejret her. Sol blandet med skyer og ind imellem byger som renser luften og giver den der helt specielle sommerlugt af regn på tør jord. I aften har vi tændt op i pejsen - det er noget som specielt Oliver holder meget af, så sad vi længe foran pejsen og kiggede på ilden. Nu er her tilgengæld blevet godt varmt indenfor så vi må åbne døren igen.

Ellers står døren stort set åben fra vi står op til vi går i seng, og når vi sover har vi dobbeltdørene til altanen helt åbne, men lukket skodderne for ud mod havet. Vi er ude, i luften, med havet hele tiden. Når man bor så tæt på havet, er det også nok at at gå de tyve skridt ned til stranden når man har et øjeblik og se det stadig skiftende tidevand, himlen og horisonten. I klart vejr kan vi se til Le Havre på den anden side af Seinens udmunding og ellers de 8 km op mod Ouistreham, hvor færgen til England afgår et par gange i døgnet.

Mandag morgen stod vi alle tidligt op og kørte de 150 km til Le Mont Saint Michel, for et gensyn for Simon og jeg og en første gangs oplevelse for Maria og Oliver. Det er altid et fantastisk sted - selv om vejret ikke var så godt som sidst er det lige imponerende. For mig er Le Mont Saint Michel det tætteste man kommer på en real-live eventyrslot, med lige dele Tornerose og Rosens Navn. En eller anden dag må vi tage en nat eller to på et af de små hoteller på Le Mont Saint Michel og opleve borgen, bjerget og bugten i solned- og solopgangen. Måske endda spise en af de berømte Mere Poulard omeletter (til 28€ stykket!)

Men vi nåede at spise en dejlig petit dejeuner på Vielle Auberge med solskin og skøn udsigt over bugten.


Dagen i dag har været en langsom dag - vi har taget os god tid til alting. Har købt ind og kørt 100 km til et marked i Clecy som ikke var der alligevel. Sovet middagslur med åbne døre, mens det skiftevis var strålende solskin og styrtregn. Til gengæld ser vejrudsigten ud til at det mere stabile vejr vender tilbage fra i morgen af.

Halvanden dag og en nat

Det billede herover udtrykker bedst af alle vores billeder hvordan vi har det. Det er selvfølgelig Simon som har taget og behandlet det og han kalder det "Smile at me". Vi smiler tilbage.

Lørdagen brugte vi i Rouen, som vedbliver at være Normandiets svar på et mini-Paris. Vi måtte desværre lide den tort at vores stamrestaurant Chez Paul var fuldt optaget til frokost så vi måtte "tage til takke" med Le Poule Vert ved siden af, men stadig på den centrale plads foran katedralen i Rouen. Den kan også godt anbefales.

Hjemme var vandet så varmt som i et badekar og Oliver og jeg var ude at svømme og pjaske i vandet. Vejret bliver ved med at være +3 grader foran vejrudsigten fra Météo-France og vandets temperatur +6 grader. Oliver er umulig at hive op fra vandet igen og han er blevet brun som en sydspanier og fuldstændig kridhvid blond i hårfarven. Efter badet løb jeg en tur på lidt over 16 km langs med stranden fra Lion til Ouistreham og tilbage igen.

Om aftenen fik vi besøg af Jean-Jacques der var på stranden med Eugene og her til formiddag kom hans søn Vincent og svigerdatter Aurelie forbi med nøglerne til lejligheden i Paris. De fortalte meget om kvarteret der lyder som en blanding af Nørrebro og Nordvest kvarteret beboet af kunstnere, arkitekter og kreative mennesker samtidig med småerhverv og arbejderboliger. De selv bor i en gammel nedlagt fabrik, så vi er meget spændte.

Vincent som er professionel fotograf for bl.a. Marie-Claire, så Simons billeder, og gik fra at være høfligt interesseret til at spørge efter flere han kunne se og udspørge Simon om hvor gammel han egentlig var og hvad han egentlig lavede. Det var tydeligt at han var imponeret over at Simon allerede havde sin 'eget personlige udtryk' i sine fotos. Så får man vist ikke mere ros når man 'kun' er femten år og amatørfotograf. Men vi er selvfølgelig fuldstændig enige. Tjek selv hele samlingen ud på http://www.flickr.com/photos/simonbrix/sets/72157620755518989/show/with/3672883590/

I Luc-sur-Mer var vi på Vide-Greniere, et rigtig garage-loppemarked hvor folk havde samlet ind fra deres lofter, udhuse og garager og solgte ud til 1€-2€-3€ stykket. Det var selvfølgelig lige et par forskellige småting som vi måtte have med hjem i bagagerummet - og så til den pris!