D-Day, Douvre og Lalique

Igen to stille dage uden egentlige planer, men alligevel med mange oplevelser. I går kørte vi vestpå langs kysten for at komme til Saint-Laurent-sur-Mer eller bedre kendt som Omaha Beach, for at besøge et D-Day museum beliggende midt på Omaha Beach. Midt i det franske sommerland fyldt med turister, hvor man kan være tvær over at vejret ikke hele tiden er solskin, giver sådan et besøg lidt relativisme. Selvom det er 65 år siden, tog et brev skrevet af en amerikansk soldat dagen efter D-Day til sin familie os med alle følelserne. Og en lille film hvor en af de overlevende fortæller at de stadig den dag i dag bliver stoppet af franskmaænd når de er på besøg i Normandiet der siger "Merci pour Notre Liberté!" - "Tak for befrielsen/friheden". Og når veteranen, som kom ind med første bølge soldater på D-Day, med tårer i øjenkrogen fortæller at den eneste grund til at de overhovedet fik overmandet de tyske stillinger langs kysten "was sheer man numbers and courage" forstår man i et øjeblik glimtvis hvordan den dag var og hvad de mennesker gjorde for os - også i dag.

I dag besøgte vi Jean-Jacques i Douvre hvor han tog os til et kloster i byen som vi ikke anede eksisterede. Douvre er et katolsk pilgrimssted hvor folk fra hele verden valfarter i August for at se miraklet i Douvre - den sorte madonna i byens Basilsik med de to tårne. Men byen rummer også et lille kapel i klosteret som er dekoreret helt i glas i 1930 af den franke Art Deco kunster Lalique. Klosteret havde vi passeret hver eneste gang vi har kørt til Douvre uden at lægge mærke til det og indenfor åbenbaredes den skønneste lille kloster kirke (kapellet) og en kæmpe park og have tilhørende klosteret. Kirken var helt, helt lys og stramt enkel på grund af de helt ufarvede Art Deco glasdekorationer. Selv altertavlen og krucufikset var i 100% glas med figurerne i tredimensionelt udskåret relieffer. Kirken rummede også kraniet, en hennafarvet hårlok samt lidt blod fra en afrikansk helgen. Etfer besøget nøje årvåget af to meget strikse nonner bevægede vi os ud bag klosteret til en stor åbenbaring - klosterhaven. Inde midt i Douvre by fandtes bag de tykke klostermure en kæmpe park og have og kirkegård for nonnerne. Det var som at komme på landet velvidende at man var midt i byen stadig. Store områder med blomster, hindbær, græs, træerne, små kapeller, templer og en meget rørende kirkegård for alle nonnerne på klosteret med helt enkle hvide trækors næsten som på den amerikanske kirkegård på Omaha Beach) hvor deres nonne-navne, deres rigtige navne, deres fødselsdato, deres indvielsedato og døsdsdato stod. Helt ens, helt enkelt - meget smukt og stærkt. Selv Jena-Jaques som havde boet i byen i 10 år hvade aldrig været her og vidste ikke der fandtes denne fatastiske have midt i byen.

Bagefter var vi til te i Jean-Jacques og Marie-Francoise's dejlige have med deres to børnebørn Eugene og Louis. Eugene skal i øvrigt snart bo på Olivers værelse når deres mor og far tager ham med til København, mens vi bor i deres hus i Paris. Nu skinner solen igen her i Lion-sur-Mer og havet er fantastisk, men det er køligt i luften til aften. Søndag forlader vi Lion-sur-Mer og det lille fiskerhus....

Køligere omslag

De sidste par dage har der været et let køligere omslag i vejret her. Sol blandet med skyer og ind imellem byger som renser luften og giver den der helt specielle sommerlugt af regn på tør jord. I aften har vi tændt op i pejsen - det er noget som specielt Oliver holder meget af, så sad vi længe foran pejsen og kiggede på ilden. Nu er her tilgengæld blevet godt varmt indenfor så vi må åbne døren igen.

Ellers står døren stort set åben fra vi står op til vi går i seng, og når vi sover har vi dobbeltdørene til altanen helt åbne, men lukket skodderne for ud mod havet. Vi er ude, i luften, med havet hele tiden. Når man bor så tæt på havet, er det også nok at at gå de tyve skridt ned til stranden når man har et øjeblik og se det stadig skiftende tidevand, himlen og horisonten. I klart vejr kan vi se til Le Havre på den anden side af Seinens udmunding og ellers de 8 km op mod Ouistreham, hvor færgen til England afgår et par gange i døgnet.

Mandag morgen stod vi alle tidligt op og kørte de 150 km til Le Mont Saint Michel, for et gensyn for Simon og jeg og en første gangs oplevelse for Maria og Oliver. Det er altid et fantastisk sted - selv om vejret ikke var så godt som sidst er det lige imponerende. For mig er Le Mont Saint Michel det tætteste man kommer på en real-live eventyrslot, med lige dele Tornerose og Rosens Navn. En eller anden dag må vi tage en nat eller to på et af de små hoteller på Le Mont Saint Michel og opleve borgen, bjerget og bugten i solned- og solopgangen. Måske endda spise en af de berømte Mere Poulard omeletter (til 28€ stykket!)

Men vi nåede at spise en dejlig petit dejeuner på Vielle Auberge med solskin og skøn udsigt over bugten.


Dagen i dag har været en langsom dag - vi har taget os god tid til alting. Har købt ind og kørt 100 km til et marked i Clecy som ikke var der alligevel. Sovet middagslur med åbne døre, mens det skiftevis var strålende solskin og styrtregn. Til gengæld ser vejrudsigten ud til at det mere stabile vejr vender tilbage fra i morgen af.

Halvanden dag og en nat

Det billede herover udtrykker bedst af alle vores billeder hvordan vi har det. Det er selvfølgelig Simon som har taget og behandlet det og han kalder det "Smile at me". Vi smiler tilbage.

Lørdagen brugte vi i Rouen, som vedbliver at være Normandiets svar på et mini-Paris. Vi måtte desværre lide den tort at vores stamrestaurant Chez Paul var fuldt optaget til frokost så vi måtte "tage til takke" med Le Poule Vert ved siden af, men stadig på den centrale plads foran katedralen i Rouen. Den kan også godt anbefales.

Hjemme var vandet så varmt som i et badekar og Oliver og jeg var ude at svømme og pjaske i vandet. Vejret bliver ved med at være +3 grader foran vejrudsigten fra Météo-France og vandets temperatur +6 grader. Oliver er umulig at hive op fra vandet igen og han er blevet brun som en sydspanier og fuldstændig kridhvid blond i hårfarven. Efter badet løb jeg en tur på lidt over 16 km langs med stranden fra Lion til Ouistreham og tilbage igen.

Om aftenen fik vi besøg af Jean-Jacques der var på stranden med Eugene og her til formiddag kom hans søn Vincent og svigerdatter Aurelie forbi med nøglerne til lejligheden i Paris. De fortalte meget om kvarteret der lyder som en blanding af Nørrebro og Nordvest kvarteret beboet af kunstnere, arkitekter og kreative mennesker samtidig med småerhverv og arbejderboliger. De selv bor i en gammel nedlagt fabrik, så vi er meget spændte.

Vincent som er professionel fotograf for bl.a. Marie-Claire, så Simons billeder, og gik fra at være høfligt interesseret til at spørge efter flere han kunne se og udspørge Simon om hvor gammel han egentlig var og hvad han egentlig lavede. Det var tydeligt at han var imponeret over at Simon allerede havde sin 'eget personlige udtryk' i sine fotos. Så får man vist ikke mere ros når man 'kun' er femten år og amatørfotograf. Men vi er selvfølgelig fuldstændig enige. Tjek selv hele samlingen ud på http://www.flickr.com/photos/simonbrix/sets/72157620755518989/show/with/3672883590/

I Luc-sur-Mer var vi på Vide-Greniere, et rigtig garage-loppemarked hvor folk havde samlet ind fra deres lofter, udhuse og garager og solgte ud til 1€-2€-3€ stykket. Det var selvfølgelig lige et par forskellige småting som vi måtte have med hjem i bagagerummet - og så til den pris!

På sporet af den tabte tid

"I lang tid gik jeg tidligt i seng". Sådan begynder Marcel Proust sin bevidst-hedsroman "På sporet af den tabte tid", og ligesom hans hovedperson, er vi ved at finde os selv i genkaldelsen af vores erindringer om hvordan det er at have tid. Her ved havet har vi tid og vi har brugt tiden de to sidste dage på at være langsomme og ikke have planer. Og alligevel er dagene fyldte, varme og lange på stranden, i huset, i byen, i sengen med åben dør ud til havets brusen.

Vandet er skønt varmt (når man først har været under) og der er blevet badet mange gange. Oliver er som altid umulig at få op igen, han elsker at være i vandet og altid den første både morgen og aften.

Når vi går ud af vores dør for bare at gå de 20 meter ned til stranden, møder vi næsten altid nogen som vi kender. Enten kommer Jean-Jacques eller Marie-Francoise forbi fordi de er ved stranden med deres barnebarn Eugene eller også møder Oliver og mig Elizabeth på markedet foran torvet. Elizabeth er gift med Yves Dat som bor to huse fra os og kigger lidt efter huset. Hver morgen går Oliver og jeg til bageren, og vi går forbi den nærmeste bager for at komme ned til bageren ved kirken hvor der også ligger en fransk café der åbner kl 7. Her tager vi hver morgen to espresso ved baren og giver os tid til at diskutere dagens nyheder inden vi henter et baguette og to croissanter.

Med blomkål og haricot vert helt frisk fra markedet og den store skrubbe vi købte hos Jean Reno ved fiskerbåden på pladsen foran vores hus, nød vi et simpelt måltid af så friske og let behandlede råvarer som man får dem i dag. Og alligevel er det et af de bedste måltider vi havde fået i lang tid. Simpelt, frisk og autentisk.

Marie-Francoise kom på besøg i går og vi sad og snakkede i en time ved bordet med hver et glas cidre. Det er så let og utvungent og hun er så fuld af glæde og nysgerrighed på livet og så omsorgsfuld nærværende at man føler sig beriget efter besøget.

I efter-middags brugte Oliver, Simon og jeg to timer på at lære at køre Char a Voile, en lille sejlbåd på hjul som kører meget hurtigt for en stærk sidevind over de helt flade sandstrækninger der opstår når tidevandet trækker sig tilbage. Det var en dejlig oplevelse og vi syntes alle at det super sjovt. Men man blev meget øm i fingre og arme af at holde rebet til bommen som var den der styrede hastigheden.

I Douvres i formiddags besøgte vi kirken midt i byen med de to tårne. Der kommer altid et øjeblik på sådan en ferie hvor man overvejer hvorfor man ikke er katolik. Den ro og omsluttethed man kan få i en katolsk kirke, giver helt automatisk lyst og trang til ro, eftertænksomhed og temposkift. Kirken i Douvre havde det hele inklusiv et dejligt alterområde fyldt med levende lys der brænder til minde om nogen.

Måske til også til at bringe én på sporet af den tabte tid.